En rejse til Nordthailand byder på bølgende grønne bakker, tropiske skove og fascinerende kultur. Adskillige traditioner har sit udspring i de mange stammer og samfund, som lever i dette maleriske terræn. Besøg de mange historiske perler, der ligger spredt i den store region, og få en forståelse for områdets identitet.
Blandt højdepunkterne er templerne i Chiang Mai, som er en af regionens største provinser tæt ved grænsen til Myanmar. Besøg det muromkransede historiske centrum i Chiang Mai, der er hovedstad i provinsen af samme navn og Thailands næststørste by.
Tag dig tid til at beundre den restaurerede Tha Phae Port, og se Wat Chiang Man, som siges at være byens ældste tempel. Det mest ikoniske tempel er dog Wat Phra That Doi Suthep fra det 14. århundrede. Dette tempel er forgyldt og har en smuk udsigt over den nærliggende by og landskabet.
Lidt længere mod nord finder du Den Gyldne Trekant, som er et område, hvor Laos, Myanmar og Thailand grænser op til hinanden. Området er kendt for sin produktion af opium, og her finder du museet Hall of Opium, hvor du kan blive klogere på den lokale historie om opium og risikoen ved stoffer.
Hvis du kører mod syd i omkring fire timer fra Chiang Mai, når du frem til Sukhothai, som er en anden by med en lang række historiske skatte. I Sukhothai Historiske Park kan du se mure, ruiner og andre levn, der stammer tilbage fra det 13. århundrede. Sørg for at besøge de fascinerende templer Wat Chetuphon og Wat Chedi Sung.
Hvis du rejser til Nordthailand mellem november og februar, kan du tage på vandretur i den tætte jungle, når klimaet er lidt køligere i den ellers varme og fugtige region. På din rejse mellem byerne vil du også bemærke, hvordan mad i denne del af Thailand er mildere og mindre sød end i Sydthailand. Smag for eksempel den krydrede svinekødspølse "sai ua".
Regionen omfatter den nordlige del af Thailand lige syd for Laos og Myanmar. Du kan rejse til Nordthailand med indenrigsfly fra Bangkok Internationale Lufthavn samt med bus eller tog. Der er også mange, der cykler rundt i regionen.
Nordthailand byder kort sagt på frodige og tropiske omgivelser med charmerende byer og maleriske vandreture i naturen.