Jeg er lige kommet hjem efter 10 dage på Anniko, og det er bestemt et anbefalelsesværdigt hotel.
Standarden er godt nok ikke så høj; badeværelset er ikke noget videre, men der er det der skal være. Et par knækkede fliser, et hul i væggen, et ældre toilet - javel. Men alt virker.
Til gengæld er familien helt utrolig sød og serviceminded. Meget, meget varme og imødekommende mennesker som vil gøre hvad som helst for at gøre dit ophold så godt som muligt. "Mutter" (som ikke forstår ret meget engelsk, men har det varmeste smil på Kreta) kommer med hjemmebagte kager, friskpresset juice mv. bare fordi hun gerne vil hygge om sine kunder. Skønt ;o)
Rengøringen er til topkarakter! Hver dag bliver hotellet gjort rent, og alt står skinnende rent og pænt.
En meget lille pool ligger på hotellets bagside. Glimrende som supplement til stranden.
Kun ca. 200-250 m fra hotellet ligger en glimrende sandstrand med klart vand og restauranter og barer lige ned til strandkanten.
Hvis man kan leve med ikke at have topmoderne faciliteter, så er Anniko bestemt noget. Jeg giver det en varm anbefaling. Mest pga. en skøn, skøn familie ... ;o)